Fællesskabets ånd

For mange år siden, da jeg gik på gymnasiet, kørte jeg dagligt med bus 111 i skole. Om sommeren var der altid siddepladser, men om vinteren var den altid proppet. Og eftersom jeg stod på i Haubro, som er den sidste by inden Aars, var jeg en af de sidste, der stod på, inden folk begyndte at stå af. Så jeg fik ofte lov til at stå helt oppe ved chaufføren og blomstre.

Men så en dag var der, på trods af en tæt pakket bus, en ledig plads.

Well hello. Jeg havde stået ude på vejen i styrtregn i, hvad føltes som et halv årti, og ventet, så jeg mente nok, at en siddeplads var fortjent.

Ingen sagde noget... Ingen havde nogen indvendinger!

Jeg satte mig.

Så dryppede det ned i mit hår.

Lige præcis den plads havde af en eller anden urensagelig årsag samlet en vandpyt over sig, hvorfra der jævnligt dryppede vand ned.

Ja, jeg havde i forvejen vådt hår, men af gode grunde var min nederdel nu plaskvåd lige der, hvor man bare ikke ønsker at have en våd plet.

Jeg skyndte mig at rejse mig, og forsøgte så vidt muligt at lade som om at det sæde ikke lige faldt i min smag, samtidig med at jeg forsøgte at dække den våde plet.. Heldigvis fandt jeg en ret anonym ståplads, hvor jeg kunne stå og være skjult fornærmet over, at ingen af mine medpassagere havde advaret mig. De kunne da godt lige have givet et lille hint. Jeg var på det tidspunkt sikker på, at der var tale om en sammensvorelse, hvor alle i bussen havde rottet sig sammen imod mig, og nu sad og morede sig på min bekostning.

Så kom der en ny passager ind i bussen. Som fik øje på den endnu tomme plads. Og som målrettet gik hen imod den. Og gæt hvad jeg gjorde. Jeg holdte selvfølgelig min kæft - jeg var jo med i sammensvorelsen nu!