Sidste nyt

Det der med, at det er svært at få job i disse tider - det mærker jeg personligt ikke noget til. Jeg ved godt, at det er et reelt problem, for rigtig mange af mine aller nærmeste, og som jeg personligt ville ansætte på stedet har ikke så lev ved at finde noget.

Nu var jeg så heldig at få et underviserjob på AATG, som jeg er rigtig glad for. Det er udfordrende, der er søde elever og kollegaer, der er gode arbejdsforhold og så er der de famøse ferier. Hvad mere kunne jeg ønske mig.
Over sommeren var jeg arbejdsløs, og fik derfor sendt en håndfuld ansøgninger afsted før der var bid. Det tænkte jeg egentlig ikke så meget over da jeg blev ansat hos AATG før jeg i mandags blev ringet op af et af de andre firmaer, jeg for nogle måneder søgte hos. (Heldigvis svarede jeg ikke første gang - så jeg nåede lige at vende situationen i hovedet.)

Først blev jeg smigret.

Så blev jeg forlegen. Jeg måtte hellere bare fortælle, at jeg havde fået et andet job og derfor pænt ville takke nej, for jeg ville ikke spilde deres tid.

Så ringede jeg til far, som mente at jeg helt sikkert skulle sige ja tak til jobsamtalen - jeg lovede jo ikke noget ved at dukke op, og jeg ville fortryde det, hvis jeg ikke fandt ud af, hvad jeg havde sagt nej til.

Med en meget harsk smag i munden takkede jeg derfor ja tak til jobsamtalen dagen efter - dog fik jeg også fortalt, at jeg faktisk havde fået et job som jeg fandt interessant og udfordrende, men jeg ville gerne kende mine muligheder.

Føj, hvor havde jeg det dårligt med det. Jeg følte mig ussel fordi jeg synes at det, at takke ja var det samme som at sige, at jeg ikke er glad for mit nuværende job - og jeg er jo ovenud lykkelig for, at de har givet mig en chance! Jeg havde det som om alle ville tro, at jeg har travlt med at komme væk. Til sidst blev det for meget. Jeg var meget meget tæt på at ringe og annullere aftalen, men heldigvis kom jeg til at sidde på tomandshånd med en af mine mere erfarne kollegaer. Så jeg fortalte hende, at jeg var inviteret til samtale et andet sted. At min far synes jeg skulle sige ja, men også at jeg var meget i tvivl. Hun synes bestemt også jeg skulle tage afsted - for det var, om ikke andet, rigtig god erfaring - og netværk. Og hvis jeg så skulle blive glad for jobbet - og til med få det tilbudt - så skulle jeg heller ikke tøve med at takke ja. For det var jo ikke en helt ubetydelig ting i mit liv det handler om.

Jeg er så taknemmelig for den snak med hende. Jeg tror ikke hun er klar over, hvor meget hun hjalp mig den dag, men i går var jeg til samtalen - den gik SKIDE godt, og jobbet var sådan et job, som jeg startede på uni for at få til at starte med. Og takket være min søde og kloge kollega har jeg en god mavefornemmelse. Hvis jeg får jobbet, så siger jeg ja tak, med god samvittighed. Det er reelt nok at blive tilbudt et job man simpelthen ikke kan sige nej til. Hvis jeg ikke får tilbudt jobbet, så har jeg et ganske fantastisk job ved hånden med dejlige og hjælpsomme kollegaer. Hvad mere kan man ønske sig? Jeg vil ihvertfald kalde det et luksusproblem, hvis der overhovedet er et problem.

Det jeg frygter allermest er, hvis jeg skal ind og sige farvel til alle mine klasser... Det bliver... mærkeligt.