Jeps, den første x-ray er hermed knappet op. Jeg håber og beder til en ligeså produktiv aften, som dem Astrid og jeg havde i Arden. Men indtil videre har det modsat resulteret i mestring af overspringshandlinger. Denne blog er endnu et godt eksempel på det...
Åhh ja. Arden. En epoke er forbi. Huset er solgt. Det er både meget godt og meget sørgeligt. For med det, blev de sidste bånd til Arden klippet. Nu er der kun gravene, men det er da også noget. Jeg kommer til at savne det dejlige og trygge byhus tæt på Rold skov og tæt på togstationen. Men nok mest fordi Mormor på en eller anden måde stadig lever der, og nu er det solgt til et ungt par, som vil rive gulvtæpperne af, og hvem ved, hvad ellers de vil ændre. Og det skal de selvfølgelig have lov til. Det er deres nu, men det er bare stadig der hvor mormor er.
Nej, det passer ikke helt, for jeg har fået nogle ting med hjem, som minder mig mindst lige så meget om hende. Mågestellet, nogle smykker og en masse andet. Så måske (eller forhåbentlig) kommer mormors ånd med mig til Svenstrup nu.
Ja, se. Overspringshandlinger. Jeg mestre egenskaben! Hvad skal jeg nu fortælle om (så jeg ikke behøver tage stilling til projektet endnu). Jo, vi skal hen og hilse på Sif igen den 30. november (OG DET ER IKKE MIN FØDSELSDAG SARA!) Vi har fortalt dem, at hun skal hedde Sif, for de var begyndt at kalde hende Odessa, og hun er begyndt at reagere på det. Hun bliver 7 uger på min fødselsdag :) Jeg glæder mig virkelig til at se hende igen, for de siger hun er en værre spilopmager. Og hun har været ude i sneen :) :) :) Åhh. Kan tiden ikke bare gå hurtigt til hun kommer hjem!
Angående tid, hvad sker der lige for tiden! November er i sandhed årets længste måned. Også selvom man kan se frem til en fødselsdag i slutningen. Og med den fine (læs: nedder, pisse, lorte, fucking, møgklamme) sne der er kommet, bliver den lige dobbelt så lang.
Nu tænker den hurtige: Jamen er det ikke optimalt, når nu der er stress på med projektet. Og NEJ, sådan fungerer det ikke. For projekttiden går dobbelt så hurtigt imens alt andet tid går i halvt tempo. Spørg mig ikke hvorfor. Sådan er det bare!
Nå. Arbejdet kalder. (Karina, hvis du læser det her, så undskyld. Jeg skal nok få lavet noget rigtig, rigtig godt!!)