Jeg var til en lidt uformel samtale i dag, om min nuværende stilling. Da jeg kun var årsvikar, skulle jeg ansøge om stillingen igen - det blev ordnet i weekenden, og i går blev jeg så kaldt til samtale. Den blev afholdt i dag.
Jeg siger jer, at selvom jeg egentlig havde forestillet mig, at stillingen var så godt som min i forvejen, så blev jeg nervøs, da ansøgningen skulle skrives. Hvad nu hvis de ikke kunne lide det jeg skrev? Og formuleringensevnen, som jeg eller plejer at mestre (i perioder ihvertfald) var forduftet. Så det blev i første omgang noget i stil med: "Jeg vil bare helt vildt gerne have lov til at blive i den stilling, jeg elsker helt vildt!"
Tak til mor for ærlig og nødvendig feedback.
Nå, men samtalen i dag var en virkelig spøjs - på den gode måde - oplevelse. De startede ud med at slå fast, at stillingen var min. Jeg var naturligvis fastansat - og de havde på fornemmelsen udfra den ansøgning de sad med foran dem, at jeg godt gad.. Ja tak! Så skulle det lige slåes fast, om jeg skulle i pædagogikum til sommer. Der er ikke plads til alle, desværre, men jeg var med på listen over dem der skulle afsted. Dog ville de lige sikre sig, at der ikke var/er nogle anstændigheder, der forhindrer mig at gøre pædagogikum færdig (!!?) Det kunne jeg også afkræfte - der er ikke udsigt til nogen baby i den nærmeste fremtid. Jeg vil nemlig rigtig gerne have mit pædagogikum og Rasmus vil rigtig gerne have sin fritid lidt endnu.
Så sådan lægger landet. Jeg har en fremtid der ser lys og lykkelig ud. Det er simpelthen ufatteligt dejligt. Jeg er så taknemmelig for, at skolen vil fastansætte mig. MIG? Og så i disse tider, hvor mange af mine aller dygtigste veninder kæmper med at få fødderne indenfor forskellige steder. Jeg kan slet ikke fatte det.
Jeg glæder mig til at komme på arbejde i morgen og fortælle alle mine dejlige kollegaer de gode nyheder :)
Hvordan går det med jer? Hvad har gjort jer glade i dag?