Afslag fra job + guldfeber i Salling =

1 stk. frakke
6 par. strømper - 3 hvide og 3 sorte
3 stk. bluser med palietter til hverdag
1 stk. bluse med huller
1 stk. strikbluse
1 stk. undertrøje
1 stk. løbesæt
4 par løbestrømper.

Godt jeg snart får løn...

Så blev skæbnen bestemt

Hen over weekenden blev jeg mere og mere hooked på idéen med job hos Desmi. Stillingen var spændende og det var lige det jeg havde taget uddannelsen for in the first place. Faktisk var jeg så småt begyndt at fantasere om det tøj jeg blev nød til at købe, når man sådan blev marketingkoordinator, for så kan man jo ikke klæde sig som en gymnasielærer!

Det tog så meget af min opmærksomhed, at jeg til sidst begyndte at bilde mig ind, at jeg da heller ikke rigtig dur til det der lærerhalløj. For så var det lettere at undskylde den mulige tidlige fratrædelse. Hvis jeg bare var en elendig lærer.

Så nu sidder jeg her med afslag fra Desmi og med en nyplantet idé om, at jeg er universets værste gymnasielærer og desuden slet ikke vil være lærer. Det der selvbeherskelse, det er jeg vist ikke videre god til.

Alle de undskyldninger jeg fandt frem til hvorfor det var ok at gå til samtale, at skifte job osv. kommer tilbage og bider mig i halen nu.

Op på hesten igen, Maja. Du har jo rent faktisk et job du er glad for - og hvis du får brug for det, så kan du jo skifte om nogle år, når du for alvor har fået prøvet dig selv af.

(Ja, ja og violinspil og det hele. Lige nu sucks det hele bare! SÅDAN ER DET)

Sidste nyt

Det der med, at det er svært at få job i disse tider - det mærker jeg personligt ikke noget til. Jeg ved godt, at det er et reelt problem, for rigtig mange af mine aller nærmeste, og som jeg personligt ville ansætte på stedet har ikke så lev ved at finde noget.

Nu var jeg så heldig at få et underviserjob på AATG, som jeg er rigtig glad for. Det er udfordrende, der er søde elever og kollegaer, der er gode arbejdsforhold og så er der de famøse ferier. Hvad mere kunne jeg ønske mig.
Over sommeren var jeg arbejdsløs, og fik derfor sendt en håndfuld ansøgninger afsted før der var bid. Det tænkte jeg egentlig ikke så meget over da jeg blev ansat hos AATG før jeg i mandags blev ringet op af et af de andre firmaer, jeg for nogle måneder søgte hos. (Heldigvis svarede jeg ikke første gang - så jeg nåede lige at vende situationen i hovedet.)

Først blev jeg smigret.

Så blev jeg forlegen. Jeg måtte hellere bare fortælle, at jeg havde fået et andet job og derfor pænt ville takke nej, for jeg ville ikke spilde deres tid.

Så ringede jeg til far, som mente at jeg helt sikkert skulle sige ja tak til jobsamtalen - jeg lovede jo ikke noget ved at dukke op, og jeg ville fortryde det, hvis jeg ikke fandt ud af, hvad jeg havde sagt nej til.

Med en meget harsk smag i munden takkede jeg derfor ja tak til jobsamtalen dagen efter - dog fik jeg også fortalt, at jeg faktisk havde fået et job som jeg fandt interessant og udfordrende, men jeg ville gerne kende mine muligheder.

Føj, hvor havde jeg det dårligt med det. Jeg følte mig ussel fordi jeg synes at det, at takke ja var det samme som at sige, at jeg ikke er glad for mit nuværende job - og jeg er jo ovenud lykkelig for, at de har givet mig en chance! Jeg havde det som om alle ville tro, at jeg har travlt med at komme væk. Til sidst blev det for meget. Jeg var meget meget tæt på at ringe og annullere aftalen, men heldigvis kom jeg til at sidde på tomandshånd med en af mine mere erfarne kollegaer. Så jeg fortalte hende, at jeg var inviteret til samtale et andet sted. At min far synes jeg skulle sige ja, men også at jeg var meget i tvivl. Hun synes bestemt også jeg skulle tage afsted - for det var, om ikke andet, rigtig god erfaring - og netværk. Og hvis jeg så skulle blive glad for jobbet - og til med få det tilbudt - så skulle jeg heller ikke tøve med at takke ja. For det var jo ikke en helt ubetydelig ting i mit liv det handler om.

Jeg er så taknemmelig for den snak med hende. Jeg tror ikke hun er klar over, hvor meget hun hjalp mig den dag, men i går var jeg til samtalen - den gik SKIDE godt, og jobbet var sådan et job, som jeg startede på uni for at få til at starte med. Og takket være min søde og kloge kollega har jeg en god mavefornemmelse. Hvis jeg får jobbet, så siger jeg ja tak, med god samvittighed. Det er reelt nok at blive tilbudt et job man simpelthen ikke kan sige nej til. Hvis jeg ikke får tilbudt jobbet, så har jeg et ganske fantastisk job ved hånden med dejlige og hjælpsomme kollegaer. Hvad mere kan man ønske sig? Jeg vil ihvertfald kalde det et luksusproblem, hvis der overhovedet er et problem.

Det jeg frygter allermest er, hvis jeg skal ind og sige farvel til alle mine klasser... Det bliver... mærkeligt.

Hvorfor det er så fedt at være lærer

Der er så pisse mange fordomme overfor det at være lærer. Indtil videre er jeg stødt på en håndfuld - ikke ondskabsfulde - men nok nærmere bekymringer eller overvejelser fra mine venner og bekendte. Og hver eneste gang tager jeg dem op til overvejelse, og hver eneste gang betvivler jeg mit nye erhverv.

For eksempel hører jeg tit:

- Gymnasielærer? Jamen så får du da ikke den løn du skal have som akademiker?

Svar: Jo, lige nu får jeg faktisk mindst lige så meget som andre med min baggrund - i det private. Så pt. er jeg godt tilfreds. Og så er der jo også det der med, at lige meget hvor meget jeg får, så er det noget af en forbedring i forhold til SU, som jeg er vant til. Ergo - jeg er tilfreds med min løn.

- 15 undervisningstimer om ugen? Så kan man vel ikke rigtig kalde det fuldtidsarbejde?

Svar: Det skal jeg love for, at man kan. Først og fremmest så synes jeg ikke helt man kan sammenligne en undervisningstime men en arbejdstime på et "almindeligt" arbejde. Faktisk vil jeg påstå, at en undervisning burde tælle 1,5-2 timer pga. det energi det koster (det kommer selvfølgelig an på, om der er tale om tavleundervisning eller gruppearbejde) MEN DET GØR DET IKKE... Til gengæld er det meningen af de sidste 22 timer om ugen skal gå til forberedelse, møder, konsultationer osv. Og guess what - det gør de også!

- Når man først er blevet gymnasielærer som akademiker, så sidder man fast og kommer aldrig ud i et rigtigt erhvervsarbejde igen.

Svar: Det kan jeg af gode grunde ikke rigtig argumentere for eller imod. Men med så meget andet, så tror jeg ikke det handler så meget om det job man har haft, men om den holdning og indstilling man selv har til det. Hvis man selv synes, at man er groet fast med gymnasiet og sidder fast der - så gør man det sikkert også. Hvis man derimod mener, at de erfaringer man har fået igennem sit gymnasiejob, har gjort én en attraktiv leder, eller har givet én en helt unik evne til at strukturere sin tid - og derfor er man den perfekte kandidat - så er man det vel også? Jeg tror ikke jeg nogensinde kommer til at sidde fast - med mindre det er det jeg vil. Og lad os bare lave det til et lille væddemål - jeg giver flødeboller, hvis I nogensinde hører mig sige "jeg kommer aldrig ud herfra (om gymnasiet)".

Og alle disse spekulationer bliver gjort til skamme sådan en dag som i dag, hvor jeg mærker den fulde tilfredsstillelse med mit job. Når jeg mærker, at eleverne lærer noget, interesserer sig for noget nyt og kan lide undervisningen. Når mine elever griner af mit slideshow fordi jeg til girafaftenen bruger det samme powerpoint-design som til undervisningen, og de godt kan gætte det er mig der har lavet det. Når eleverne hilser på gaden. Og når kollegaerne gerne sætter en time af for at hjælpe eller fortælle om en ny undervisningstilgang.

Når alle disse episoder sker - og det er dagligt - så kan jeg mærke, at jeg er lige der, hvor jeg skal være. Jeg har fundet min parkeringsplads for den næste tid. 

Men så er det heller ikke let, når man bliver inviteret til samtale hos et firma som marketingkoordinator. Så bliver der lige rystet op i alle tvivlene igen.  

Aldrig mere tømmermænd!

Det er SÅ længe siden, jeg sidst har haft tømmermænd. Virkelig længe siden. Så lang tid siden, at jeg havde glemt præcis hvor hæsligt det er!

I lørdags var jeg til Marias fødselsdag, og der fik jeg sandt at sige en tand over tørsten! Det resulterede i, at jeg ikke var ret meget værd i går. Rasmus fik dog halet mig med i Ikea for at se på køkkenø osv. men jeg var nok det nærmeste man kommer en zombie - uden at være det. Jeg traskede troeligt efter ham som en tam, men noget gammel, hund igennem hele Ikea. Og da vi kom hjem igen faldt jeg i en komalignende søvn, og vågnede nogle timer efter op til, at Rasmus havde sat alt muligt op og på plads. Nogle ting lige ved siden af mig - uden at jeg havde vågnet.

Nå, men sådan gider jeg altså ikke have det. Jeg skulle have brugt søndag på spinning og på at forberede mig til ugen - det blev der ikke noget af. Overhovedet!

Så den hænger på mig i dag. Jeg gør det også gerne. Og det med et løfte til mig selv om, at de der tømmermænd. Dem gider jeg ikke stifte bekendskab med igen før det er noget vigtigt. Det er simpelthen ikke en hel søndag værd, at forgifte sin krop på den måde.

Og hvor har jeg alle de blå mærker fra?

Og hvorfor har jeg pletvist ondt på ryggen?

Se, det er simpelthen ikke det værd.

Still going strong - én dag ad gangen!

Hvordan går det hele så, Maja?
Tjo.. I sidste uge havde jeg en helvedesuge. Alt var kaos og jeg forberedte mig kl. 22 om aftenen dagen før, når jeg skulle møde kl. 8. Ikke optimalt - overhovedet. Eleverne er heldigvis rigtig søde, og hopper med på vognen hvad end opgaven er perfekt forberedt eller det modsatte.
Flytningen var ikke mindre kaotisk. Vi havde godtnok fået flyttet en hel masse da Klaus og Simon hjalp op lørdagen, men jeg havde fået lavet hele to biografaftaler den uge, så det var hele to dage, hvor jeg ikke kunne flytte og pakke. Det var altså en rædsom uge!

Er det så blevet bedre nu?
JA! bestemt. Først og fremmest kan jeg se en ende på flytningen. På Runddyssen vel at mærke. Jeg har stadig mine tvivl omkring, om vi nogensinde får alt på plads her det nye sted. F.eks. er der noget med køkkenet - men spørg lige ind til det senere...

Ok...!?

Jeg har ikke så mange timer i denne uge, så jeg kan rigtig få indhentet de opgaverettelser, jeg slet ikke fik lavet i sidste uge. Og få skrevet blogindlæg. Og faktisk har jeg haft to rigtig godt timer inde i 1.b i dag, fordi jeg havde tid og overskud til at forberede mig ordentligt i går. Det er simpelthen fedt!
Forresten var det en kanon flyttedag i lørdags med mange hjælpende hænder. Vi fik flyttet alt det vi havde håbet på ingen tid, og resten af tiden spiste vi kage og boller og drak sodavand.

Kommer du helskinnet igennem flytning/nyt job-situationen?
Ja, det tror jeg. Det nye job er stadig vildt hårdt, og måske i særdeleshed i disse flytteuger. Men jeg kom igennem - ihvertfald snart. Og så kan vi jo gå og tuldre rundt med at få det sidste på plads.
Jeg føler hele tiden, at det jeg har forberedt slipper op. Og jeg føler hele tiden, at jeg skal opfinde den dybe tallerken på 180 måder, men det er lige så stille begyndt at gå op for mig, hvor meget hjælp jeg har rundt omkring. Også eleverne vil hjertens gerne hjælpe, hvis de kan.. Og så var der en, der fortalte mig, at jeg er hans yndlingslærer i dag.. (Hvilket jeg tror han siger til alle) Men det er nu alligevel dejligt at forestille sig, at det måske faktisk er en mulighed. At jeg ikke allerede har fucket faget så meget op for mine elever, at de bare glæder sig til det ringer.

Hvordan med fremtiden?
Nu kan jeg jo ikke spå - men jeg spår nu alligevel, at det nok skal gå altsammen. Det hårdeste er overstået lige om lidt, og når jeg støder på faglige erfaringer med undervisningen *host*HTML*host*, så har jeg en masse omkring mig, der står i kø for at hjælpe. For sådan nogle dejlige mennesker er jeg nemlig omgivet af. Især min far og mor og søster er klar med de gode råd, når jeg er ved at miste balancen. Jeg er jo på deres hjemmebane nu. Og det er helt fantastisk - for gør nok processen en del længere, at være omgivet af folk, der har været der selv. Rasmus, kunne jeg forestille mig, har lidt svært ved at forstå, hvordan det kan være hårdt sådan en dag som i dag, hvor jeg har fri kl. 10.30, men jeg har jo ikke fri! Jeg sidder bare hjemme og blogger  retter opgaver..

Her til sidst må du hellere fortælle om det der køkken..
Ja, men det er bare fordi vi ikke kan sætte opvaskemaskinen ind. Varmemesteren havde fortalt, at det bare lige var til at poppe køkkenskabet ud - det var sågar indsat strøm og vand til en opvaskemaskine. Han havde bare ikke taget højde for, at køkkenet med stor sandsynlighed er indsat under enormt tidspres og højst sandsynligt af deres helt nye praktikant. Køkkenet er ihvertfald pil skævt - og der er ikke plads til opvaskemaskinen. Desuden er det køkkenskab, som skulle være lige til at poppe ud, limet og skruet fast efter alle kunstens regler. Så vi får ikke opvaskemaskine i lige foreløbigt..

Jeg står gerne ved det...

Alle har noget de bruger lidt for mange penge på. Noget de egentlig ikke vil undvære, men som andre pointere ud, er unødvendigt at købe endnu mere af. Det kan være film, tøj over nettet - eller i fysiske butikker, computerspil, robotdimser (ja, Rasmus, her er det dig jeg tænker på!), rejser, møbler, skrabelodder eller alt noget helt tredje. Alle har noget!

Fælles for os alle er, at ikke så mange kan forstå det. Det er ikke noget vi mangler, men vi får tilfredstillelse ved at købe mere. Og vi har egentlig ikke lyst til at lade være. Vi burde måske føle en form for fortrydelse, når dankortet glødede efter en transaktion, men tilfredsstillelsen er bare større end skammen.

Mit svage punkt er....

Garn!

I vidste det sikkert godt. Jeg har jo strikket og hæklet uendelige mængder alt muligt, og det er ofte jer, der står for skud, når der ikke er plads til det her.

For mig er køb af garn mere værdsat ens tøjshopping. Jeg bliver høj af at gå og forestille mig, hvad lige netop dette garn kan bruges til, hvilke farver der vil passe sammen osv. To gange om året har min personlige garnforretning garnudsalg. Og de dage burde efter min mening være hellige (Fuck pinsesøndag - lav den første uge i sep. hellig!) Og jeg glæder mig hele året til disse to begivenheder.

I dag var sådan en dag. (Havde i gættet det?)

Det ser ud af vildt meget ikke? Men hvis jeg nu siger, at der er økologisk uld, en masse ren uld, noget hør og ikke noget acryl (lige bortset fra effektgarnet nedderst i billedet) ALTSÅ KVALI-GARN. Og der er kun for sølle 1100 kr - ej men så må I da lige give mig ret i, at jeg har skudt papegøjen her!

Her ligger jeres julegaver mine damer og herre! Det kribler i hænderne for at gå igang - men først er der lige 6 opgaver der skal rettes.

Om at flytte (mens man tror man skal dø)

Vi flyttede i går. Eller vi begyndte på at flytte. For SØREN hvor har vi meget ragelse.

Nu sidder jeg her imellem flyttekasser i min sprit nye og super lækre lejlighed. Fuck hvor bliver det lækkert - men fuck hvor er det uoverskueligt lige nu...

Det gør det bestemt ikke lettere, at jeg igår nok burde være blevet liggende under dynen med 100 pakker kleenex og doping inden for rækkevidde. Det var ikke muligt - både fordi jeg jo skulle hjælpe med flytning, men endnu mere fordi sengen og dynen skulle flyttes.
Sygdommen gav dog mit slatne jeg en undskyldning for ikke at rette de ca. 100 opgaver jeg har hængende. Men ikke noget piv herfra. Jeg skal nok nå det hele (ikke?)

Vi (de) fik flyttet en hulans masse, og allerede nu er det til at ane, hvordan vi kommer til at bo her de næste mange år.

Nu vil jeg hen og spise morgenmad for første gang i vores nye luksuriøse lejlighed. Kombinationen af sygdommen og uoverskuelig lejlighed gjorde det forholdsvist let at overbevise Rasmus om, at vi skulle have chokopops til morgenmad - WIN! :)