Kære job-opslags-folk

Vil I ikke nok skrive en mail om, at I gerne vil se mig til samtale i uge 6?

Jeg kunne nemlig rigtig godt tænke mig at fortælle jer, hvorfor jeg er den eneste rigtige til den stilling, I slog op i sidste uge, og hvorfor I samtidig får en kollega, der er guld værd.

Jeg vil rigtig gerne vise jer, at jeg faktisk har de kvalifikationer jeg påstår, og så må I gerne overse de små fejl som jeg - på trods af ihærdige gennemlæsninger - har overset!

Kan vi ikke aftale, at I giver mig en chance, selv om jeg først lige skal skrive mit speciale færdigt og derfor ikke kan tiltræde til april, hvilket I godtnok eftersøger. Jeg er nemlig ikke det mindste sekund i tvivl om, at vi to er et rigtig godt match, og I vil altså ikke fortryde at give mig chancen.

Og hvis I kalder mig ind til samtale, og alligevel bestemmer jer for, at vi to ikke er de rette for hinanden - så vil jeg ikke bære nag. For så fik jeg nemlig en chance. Og så er jeg overbevist om, at I alligevel fandt en, som passede endnu bedre. Men bare lov mig, at I ikke bestemmer jer for noget udfra, at jeg skriver speciale. Det vil være fjollet ikke at se, hvad vores samarbejde kunne nå af nye højder!

Nå. Tilbage til helvede (læs: transkribering og afventning af svar på jobansøgning)

Stille opstart

Nu er der kun en eneste forhindring imellem mig og min kandidatgrad. Specialet.

Jeg er så småt i gang. Lige nu er der meget lang tid til jeg skal aflevere (ihvertfald i teorien) så jeg tager det stille og roligt. Dog er jeg langt foran mange af mine medstuderende, for jeg har udtænkt strukturen på specialet og det skulle egentlig være helt ligetil at gå i gang.

Derfor tager jeg i morgen det første svære spadestik. Jeg skriver de første sider og tager derved hul på en meget sprængfarlig byld. De næste par måneder begraver jeg mig derfor i speciale og jobansøgninger, så jeg også har noget at give mig til når jeg kan kalde mig cand.it i oplevelsesdesign.

Og nåh ja. 9. semester blev afsluttet med bravour og 12, så de angstanfald (overdrivelde fremmer forståelsen) jeg havde op til eksamen, kan ikke have været helt unyttige.

Åhh eksamen

Det er virkelig ikke fordi jeg har noget fornuftigt at sige, at jeg skriver nu. Jeg er bare ved at være nervøs for eksamen. Så jeg trænger til noget at lave.

Jeg burde nok øve mit oplæg en 3-4 gange mere, og jeg skal nok! Men lige nu trænger jeg bare til at krølle mig sammen i fosterstilling og pive.

Det har været en af de der dage, hvor jeg burde have været meget meget eksamensdygtig. Men istedet har jeg bare rendt rundt og har ikke kunne finde ud af, hvad jeg skal gøre af mig selv.

Og så i morgen, når det hele er overstået, er der så nogen hjemme til at enten fejre eller sørge med mig? Nej, for Rasmus får en lang dag i morgen.. :( Så I kan nok se, at det hele er rigtig dumt i morgen. Faktisk overvejer jeg at tage til Strandby og læse op til speciale i nogle dage i næste uge. Eller Fredericia.. Eller Gudumholm.. Eller Aars.. Nu må vi se..

Sådan snyder man ikke nervøsiteten...

Jeg skal il eksamen i morgen.

Jeg plejer at døje med at være nervøs flere dage i forvejen, så denne gang var min plan, at lade som om jeg ikke skulle til eksamen - altså tage det helt stille og roligt med forberedelserne. For ligesom at snyde min krop til ikke at vide noget. Det gik så godt at min hjerne endte med at overbevise sig selv om, at man ikke behøver gøre det vilde ud af forberedelserne, det er jo bare en snoldet eksamen.. Osv.. Osv..

MEN så i morges var der alligevel nogen der havde sladret til min krop, at det altså er i morgen vi skal til eksamen. Jeg vægnede op i nat med koldsved og kvalme, og fordi hjernen var i totalt chillermode (og derfor ikke lige kunne koble dårligdommen med eksamen) ar jeg sikker på, at jeg havde fået en eller anden virus. Kvalmen og koldsveden var der stadig da jeg stod op i morges - og først da Rasmus sagde "jamen du er jo bare nervøs. Du skal jo til eksamen i morgen", var det som om noget faldt i hak. Og først da begyndte jeg igen at slappe af... Lidt...

Morale: Man skal ikke prøve at narre sin krop, for den er et vanedyr uden lige. Min kører ihvertfald på autopilot, når det handler om eksamen og nervøsitet. (Bare ikke alt adrenalinen er opbrugt, når klokken slår 14.40 i morgen)

Sådan bliver 2012

Anden dag i det nye år, og jeg er allerede ved at få åndenød over, hvor vildt et år jeg har i vente.

Jeg skal skrive speciale - og med den æresfrygt jeg føler over for det projekt, skal det nok blive en nervepirrende oplevelse - jeg er spændt på om det overhovedet bliver godt!

Når specialet er overstået, står jeg overfor den næste lille udfordring. FIND ET JOB.. Med udsigt til flereårig arbejdsløshed (hvis man skal se på de tidligere årgange der har færdiggjort lige netop min uddannelse) har jeg sat mig for at starte den jagt allerede nu. (Jeg skal jo bare lige have lavet den videocv..)

Hvis dette år ikke bliver det vildeste og mest forandringsfyldte år i mit liv, kommer det ihvertfald på en top 3 - det er sikkert! Og at jeg ved det på forhånd... Det ved jeg ikke helt om jeg bryder mig om. Jeg glæder mig ihvertfald til den 31. dec. 2012, hvor jeg kan se tilbage på det forgangne år og tænke "jeg klarede det"..