Jeg overlevede..

I kan ellers tro det jævn almindelige sygsomsforløb, med nogle dages dårlig mave, udviklede sig på en særdeles grotesk måde!

Onsdag var jeg rigtig skidtmads, og troede til tider jeg skulle dø. Næsten, ihvertfald. Torsdag morgen skulle jeg ikke i skole, så der var planlagt forberedelse, men først på formiddagen opdagede jeg en advarsel på min skoles hjemmeside. Der var en elev, der muligvis var smittet med en farlig colibakterie - så hvis man viste noget som helst tegn på at være smittet, skulle man søge læge NU!

Så et helt normalt og mere eller mindre uskyldigt dårlig mave forløb, som forøvrigt næsten var gået over, udviklede sig (inde i mit hovede) til en dødbringende virus. Afsted til lægen.

Hun var nu meget rolig hende lægen. Jeg tror faktisk måske hun misforstod mig, for jeg fik taget en blodprøve og en urinprøve, og så mærkede hun mig på maven, som var helt ok. Prøverne ville jeg få svar på dagen efter.

Nå, men hvad så egentlig med den undervisning jeg havde fredag, tænker I nok? Jeg skrev til min leder og vi blev enige om, at det nok var bedst jeg blev hjemme, selvom det sikkert ikke var noget. Så trylle trylle, så var der arbejd hjemmefra dag fredag.

Endnu en tur til lægen blev det til. De ville også gerne have en afføringsprøve (!!!!!) men heldigvis reddede min leder mig fra den situation, ved at skrive, at eleven IKKE havde den dødbringende bakterie alligevel.

Kaotisk - ja, og det gider jeg ikke igen!

Helvede

Jeg er alene hjemme, har fri i morgen og skulle have haft veninder på besøg til mad, strik og film. Så selvfølgelig skal jeg da være syg nu!!

Og ved I hvad?
Hvem er der til at have medlidenhed med mig??
INGEN!
Hvad betyder det?
Fucking meget selvmedlidenhed!

Jeg vender tilbage, når jeg er færdig med at vende vrangen ud på mig selv.

Med jer som vidner...

Sætter jeg nu anden omgang af kuren igang. Må de sidste 5-10 kg forsvinde som dug for solen! :)

Det er nu jeg er motiveret. Julen bliver der sat pause på, men ellers er det på med løbeskoene og ud med chokoladen. Nu skal det være.

Og nu, hvor jeg har råd til det udlover jeg selv præmier denne gang.

5 kg = en shoppetur for 1000 kr - Sara er du frisk?
10 kg = ny mobil. Den gamle er begyndt at te sig underligt..

Sæt igang.

Ingen grund til panik.

Katastrofen udeblev. Jeg er hjemme - alene - og jeg nyder det. Ingen tvivl om, at jeg foretrækker, når Rasmus er hjemme sammen med mig. Og ingen tvivl om, at der har været nogle små opstartsudfordringer (sofaen holdt mig som gidsel hele dagen i går). Men i dag er jeg effektiv (siger vi lige!). I dag skal der forberedes. Der er jo for fanden næsten ikke noget ferie tilbage....

Jeg ville ønske, jeg kunne pynte mine indlæg med nogle spændende billeder, men jeg er simpelthen for doven til at få dem lagt over, så de bliver ordentlig kvalitet. Måske kommer det som en overspringshandling senere, for jeg har haft nogle super hyggelige dage i selskab med Sune, Far, Kristian og til tider Rasmus.

Nu må jeg simpelthen igang med forberedelserne.

BTW. Netflix - du stjæler mit liv.

Angsten for at være alene

Hvad er det der sker inde i en, når man bliver panisk ved tanken om, at man skal være alene hjemme i 15 dage?

Her er et meget tydeligt eksempel på overjeg og underjeg, for mens overjeg forsøger sig med:
"Det bliver sgu da skide hyggeligt - så kan du gøre lige hvad du vil. Og så er det jo kun 14 dage!"
Så kvittere underjeg med..."
"14 dage siger du?! Nej, prøv med 15(!) dage. Altså en HALV måned! Jeg skal være mutters alene i en HALV MÅNED. Og sæt nu han aldrig kommer hjem. Har du tænkt på det måske?!
Overjeg forsøger ihærdigt.
"Har du nogensinde hørt om noget der ikke kom hjem fra deres rejse? Har Rasmus' virksomhed, som sender nogen afsted på daglig basis nogensinde oplevet, at en medarbejder ikke kom hjem igen? I think not!"
Et nu mere eller mindre hysterisk underjeg:
"Joey kom aldrig hjem fra Sverige!!

Jeg sidder med på sidelinjen og venter spændt på at se, hvem der vinder fighten. Hvis det er overjeg, bliver jeg hjemme og hygger mig, og hvis det bliver underjeg ender jeg nok hjemme hos far eller min moster lige som sidste år. Men jeg hepper på overjeg, for jeg vil jo gerne fremstå voksen og ansvarligt. Og der er en hel masse strikketøj der bare venter på at blive strikket.

God ferie allesammen.

opdatering

Som det svinger med mine følelser for jobbet. Lige nu kan jeg ikke få armene ned. Jeg skal måske ud at rejse til foråret og så skal jeg sammen med en god kollega starte en skoleavis. Altså en elevdrevet skoleavis. Jeg tror det bliver super fedt.

Der sker en masse i mit liv for tiden. Ferien står for døren - og sikke en velkommen ferie! Men inden da skal jeg på medarbejderseminar med alle mine kollegaer. Det glæder jeg mig også til. Og så var jeg inde og snakke med chefen i sidste uge. Der fik hun sagt noget i stil med "når du skal have PG (pædagogikum) næste år..." Jeg hørte "Du er så godt som fastansat."

Nå, jeg er vist ikke helt i humør til at lave et godt blogindlæg, så jeg vender tilbage, når jeg er dér.

Kære alle.

Jeg elsker, når I skriver kommentarer.
Jeg elsker, at I bliver ved med at følge med.
Jeg elsker, at I er herinde engang imellem.

Mange tusind tak.

(Mor, jeg bliver nød til at vise dig, hvordan du kan skrive kommentarer - jeg ved jo, du følger med også)

Rasmus mener det er på tide at indføre "work in progress limit"..

For nogle år siden blev jeg enig med mig selv om, at jeg ikke skulle have mere end 5 strikkeprojekter igang ad gangen. Som I kan se, fejlede jeg grusomt... 

Nyeste projekt - til Sara

Babytæppe eller sjal - I bestemmer

Sjal.

Sengetæppe. Optimistens projekt, hedder det.

Strømper. Sjovt nok også til Sara

Sjal. Byd ind.

Pude. Den er heldigvis snart færdig. Så skal der lige laves 2 mere...

Rør. Der er 800 masker.. 

Sjal. Byd ind.

Bluse jeg startede på for 4 år siden. Måske på tide at gøre færdig.

Stor hue.

Hue med dertilhørende (som på mirakuløs vis er færdigt) halstørklæde. 

Nu er mit næste projekt, at jeg ikke må starte noget nyt, før jeg kun har fem ufærdige projekter liggende. Jeg skal nok lige holde jer opdateret..

Nu må det godt snart stilne af.

Hver ny uge føles som endnu en marathon der skal løbes. Og alle weekender siden jeg startede på mit arbejde har været booket af et eller andet.
Jeg plejer ellers at have mange friweekender, men lige nu synes jeg godt nok jeg mangler dem. Det er dejligt med alt det sociale. Og der er ikke noget af det, jeg har lavet i alle de forgående weekender, jeg ville have undværet. Men jeg kunne godt have tænkt mig at sprede aktiviteterne ud over et halvt år.
For hver mandag vågner jeg op med en følelse af, at jeg ikke helt har styr på den kommende uge. Der er ingen der forlanger at jeg har planlagt min undervisning en uge frem - kun mig. Men det er bare praktisk, når man gerne vil give lektier for, og gerne være lidt kreativ med lektierne. Sådan har det ikke været endnu. Og det bliver et heller ikke lige foreløbig.

Heldigvis nærmer vi os med heftige skridt en efterårsferie. EN meget kærkommen en af slagsen.