Åhh, nu skal jeg fortælle jer om min dag i går.
Planen var, at jeg, sammen med Rasmus og far, skulle i Kattegatcenteret. På vejen hjem skulle vi på svampejagt, og til aften skulle vi spise overdådig mad. Og jeg siger jer, alt gik nøjagtig efter planen.
Kattegatcenteret var rigtig spændende. Jeg er ikke bedste venner med hajer, men ligesom med så meget andet, virker dyr, som jeg finder angstfremkaldende, sært tillokkende - så længe der er et tykt lag glas imellem os.
Så var der også et hypnotiserende ferskvandsakvarie. Det virker ligesom flammerne i et lejrbål - man kan stå i en evighed og stirre åndsfraværende på de fantastiske farver, der svømmer rundt. Her brugte vi især tid på at lokalisere Hugo. Ja, en fisk af arten Hugo, hvad ellers?! Ej, men jeg gik virkelig næsten i overload af hygge!
På turen hjem tog vi forbi Jenle Plantage for at kigge efter svampe. I lang tid fandt vi ikke noget som helst, men så, på et meget hemmeligt sted, var der oceaner af meget små kantareller. I virkeligheden burde vi have ventet til i morgen med at plukke dem, men med argumenter som, "hvis vi ikke plukker dem, er der helt sikkert andre der gør, for folk (og vi) er grådige" og "vi skal jo bruge dem i dag..." vandt jeg far og Rasmus over på min side. Men som den grådigste af os alle var der også mig, der plukkede de mindste svampe - og mig der endte med at slave over at få dem rene... Der kommer kantarel-billeder senere.
Måltidet blev til en fest med alle de kantareller og nej, jeg var vist ikke på kur i går.
Men som politikken uddeler hjerter ("for vi elsker nemlig film, ligeså meget som dig"), så ytrer jeg min tilfredshed i sang. Og da dagen i går bød på en konstant replay af hhv. "Buster", "Da Lotte blev usynlig" og en sang fra en reklame der lyder noget i stil med "Oh, I am so happy and I like to sing. No one teases me and no one yells at me..", må det da list svare til når politikken giver ♥♥♥♥♥♥.