2012 blev året hvor...

...jeg skrev speciale.
...jeg blev kandidat med et stur stur 12-tal.
...jeg blev moster til den lille Asger.
...jeg besøgte Geneve.
...jeg flyttede tilbage til Aalborg.
...min fremtid blev lidt mere tydelig - nu er jeg gymnasielærer.
...jeg havde min første undervisning.
...jeg skulle undvære Rasmus over to omgange. (Det var hårdt!)
...jeg hilste kort på det der arbejdsløshed. Det er ikke lige mig.
...jeg overlevede det første halve år i et fast arbejde...

2013 bliver forhåbentlig året hvor...

...mine tre uni-veninder får arbejde - og gerne snart, tak!
...jeg får en dejlig lang sommerferie.
...jeg kommer udenfor Europa for anden gang.
...jeg tjener seriøse penge og kommer på den rigtige side af nul på min konto.
...jeg får en form for kondi igen.
...og jeg taber mig lidt mere (gerne den obligatoriske julesul, tak!)
...jeg skal være fadder.
...min far fylder 60 år.
...noget stort sker...(!)
...vi ikke flytter.
...vi alle får et fantastisk spændende år med masser af medgang.

God nytår allesammen. Jeg håber vi alle får et dejligt år i 2013 - og hallo. Hvordan kan det blive andet med de kort, vi har på hånden :) Jeg håber jeg får set jer allesammen i det kommende år (også dig Astrid) og så må I alle få en dejlig aften i aften. I know I will.

De små ting

Jeg har oplevet det ypperste man som lærer kan opleve med en klasse - er jeg overbevist om. En af mine klasser har i ugerne op til jul arbejdet intenst med at skabe en blog - hele klassen. Det er naturligvis en kom/it-opgave, og de har haft timer til det, men det er alligevel blevet til mere end blot en opgave for dem - de har taget bloggen til sig!

Allerede her er det tydeligt, at vi sammen har ramt en højere dimension end jeg er vant til med opgaverne. Langt de fleste elever engagerer sig mere end normalt i opgaven, og dem der måske ikke brander så meget for bloggen, som de andre, gør sig alligevel umage, fordi de ved, hvad det betyder for klassen.

Men ikke nok med det. Klassen har virkelig taget bloggen til sig - det er deres blog nu, og ikke bare en kom/it-opgave. De har, udover at lave en blog fra bunden, oprettet en Facebookside, og arbejder ihærdigt sammen for at få den ud til deres venner og bekendte, så deres blog kan blive en succes, når den går i luften den 4. januar.

Allerede nu har klassen diskuteret, hvordan de får bloggen vedligeholdt, når de efter jul ikke får flere kom/it-timer til det, og det lader til, at der er en håndfuld, der gerne vil påtage sig ansvaret for at bloggen også bliver en realitet resten af deres HTX-tid.

Lige som jeg troede, at jeg ikke kunne blive mere stolt af mine elever, og deres engagement i bloggen, opdagede jeg lige nu, at de har været inde på bloggens Facebookside den 25. dec. og skrive god jul. Altså er de også bevidste om bloggen i Juleferien. Ikke alene viser det, at de gider bloggen. Det viser også, at de er ved at knække koden i forhold til, hvordan man fastholder brugere på de sociale medier.

Se det er de små ting, der giver overskud - nu gider jeg godt komme tilbage fra juleferien, for jeg glæder mig vildt meget til bloggen kommer online - og jeg skal nok vise jer derhen :)

Gået i julestå

Kære alle

Jeg er midlertidigt ude af drift. Sådan rent blogmæssigt ihvertfald.

Rasmus er jo hjemme, og ham, julen og gymnasiet får al min opmærksomhed lige nu.

Vi ses senere.

Glædelig jul og godt nytår

Indtil Rasmus kommer hjem

Nu er der alligevel sået tvivl om hvorvidt Rasmus kommer hjem på lørdag som planlagt, eller om han er nød til at blive der mindst(!) en uge mere. WHAT! No no no no no no. Hele min jul skal da ikke gå med at vente og savne?

Jeg har derfor forsøgt at udtænke en snedig plan som er en win win (for mig).

The Plan:

Fra 1. dec. (i går) og indtil den dag, Rasmus sætter sine fødder i lejligheden igen, skal jeg hver dag anskaffe et stk. julepynt. Altså udover det julepynt vi i forvejen ejer. Rasmus og jeg er nemlig lidt uenige om hvor meget man bør pynte til jul, så hvis han vil undgå amerikanske tilstande, må han jo bare komme hjem. Han er advaret.

I går blev det det obligatoriske kalenderlys

Bloggen her bliver vidne til de fine ting der bliver anskaffet, og jeg lover, at det bliver både fint og smagfuldt, men det kan godt gå hen og blive dyrt.

Men det er da det mindste han kan gøre, at lade mig pynte lidt til jul, når det er hver morgen jeg skal mindes om hans fravær på denne symbolske måde...

Heldigvis hjælper vejret på julestemningen, og lige om lidt, når jeg er kommet i tøjet, sætter jeg julemusik på, og går i pyntemode.

Glædelig første søndag i advent allesammen.

Fødselsdag 2012

Siden sidst er jeg blevet 26 år gammel. Tænk sig, jeg kom helskindet igennem dagen, på trods af at Rasmus ikke var her til at synge for mig. Det klarede Sara med baggrundskor igennem telefonen senere :)

I får lige en billedserie der bærer præg af, at jeg har forsøgt at fotodokumentere hele dagen til ære for Rasmus. Han påstod, at han gerne ville have været der, så det var da det mindste jeg kunne gøre. Faktisk havde han ønsket at jeg filmede imens jeg pakkede gaven op, men der går grænsen altså. Jeg tog istedet en masse billeder - I får her et lille udpluk.

Her har jeg lige pakket gaven op. Læg venligst mærke til det søvndrukne ansigt og det lys der er udenfor - JA, jeg kunne sove længe på min fødselsdag :D

Æsken med øreringe er min gave fra Rasmus. De er vildt flotte, og lur mig om ikke de kommer til at dominere forbruget af øreringe i fremtiden.

Der er nu kommet lidt mere menneske over mig her. Jeg har iført mig øreringende og min fødselsdagsbluse, som jeg har fået i fødselsdagsgave af Sara. Poseringen er til ære for Rasmus.

Om aftenen fik jeg gæster, og jeg ville lave min egen kagemand.Sara har før lavet denne version til Sunes fødselsdag, og jeg er vild med den. Og se da også lige, hvor fin den er, når den ikke er bagt.

Imens kagemanden var i ovnen ringede det på døren. Derude stod der en fremmed mand og spurgte, om jeg var Maja. Ja, det måtte jeg erklære, og så rakte han mig disse fantastiske blomster. 

Først var jeg overbevist om, at de var fra Rasmus, nu hvor han var SÅ langt væk. Så tænkte jeg at min mor også kunne have fundet på at sende en trøstebuket, når jeg nu var helt alene, men det viste sig at være fra de to piger, som havde måtte melde afbud til aftenens festivitas. Jeg blev meget rørt!

Kagemanden/konen kom ud af ovnen. Og den faldt næsten ikke sammen! Aftenen blev ovenud hyggelig med godt selskab og dejlig mad. Jeg manglede kun én ting til min fødselsdag - Rasmus - og han lover han er der næste år :)